Gå til hovedindholdet

Theobard

Theobard bor i en landsby og er vild med fodbold

Theobard er 12 år og bor i Gisagara i det sydlige Rwanda. I landsbyen, han bor i, er der mange huse lavet af siv og mudder. I husets gårdhave dyrker familien solsikker og tørrer majs i solen.

Theobard er glad for at gå i skole, fordi han elsker at lære nye ting. I frikvarterne og efter skole spiller han næsten altid fodbold med sine venner.

Theobards mor er syg, så han bor sammen med sin bedstemor og sin lille kusine på 3 år. I et af nabohusene bor hans storesøster, så de ses hver dag.

Theobard har forskellige pligter derhjemme. Han skal holde buskene rundt om gårdhaven pæne, feje og hjælpe med at lave mad. Theobard har også et fritidsjob, hvor han skal flytte naboens ged rundt, så den kan få frisk græs.

Det bedste, han ved, er at være sammen med sine venner.