Børn i Rwanda får sundhed og rent vand tættere på
I Rwanda bor mange stadig langt fra en sundhedsklinik og uden nær adgang til rent vand. Børn i afsides områder kan risikere ikke at få behandling i tide, at vaccinationer bliver forsinket, og at sygdomme lettere spreder sig.
Børnenes U-landskalender 2026 støtter UNICEF’s projekt i Rwanda, der skal bringe sundhed og rent vand tættere på børn og familier. Med lokale løsninger, ny teknologi og stærkere sundhedstilbud skal flere børn have mulighed for at vokse op sunde og trygge.
Rwanda har gjort store fremskridt for børns sundhed de seneste 25 år. Dødeligheden blandt børn under fem år er faldet markant, og langt de fleste børn bliver nu vaccineret.
Lange afstande og store forskelle
Men fremskridtene er ikke nået lige godt ud til alle endnu. Rwanda er kendt som ”de 1000 bakkers land”, og det bjergrige landskab gør det svært at komme frem, især i landdistrikter, hvor veje og infrastruktur er begrænsede.
For mange familier betyder det meget lange gåture til nærmeste sundhedstilbud, ventetid og begrænsede muligheder for hjælp, når et barn bliver sygt. Selvom vaccinationsdækningen i landet generelt er høj, er den stadig lav i de mest afsides områder, hvor nogle børn får deres vacciner for sent eller slet ikke.
Samtidig mangler halvdelen af alle familier stadig adgang til rent vand. Det øger risikoen for sygdomme og underernæring blandt børn og gør hverdagen mere krævende for familierne.
Sundhed tættere på børnene
Årets projekt fokuserer på de steder i Rwanda, hvor behovet er størst. I fem distrikter bliver sundhedssystemet nu styrket, så over 200.000 børn og deres omsorgspersoner får bedre adgang til behandling og vaccination.
En del af løsningen er klimavenlige, solcelledrevne køleskabe til lokale sundhedsklinikker. De gør det muligt at opbevare vacciner sikkert og koldt. Også dér hvor strømmen er ustabil eller slet ikke findes.
Når vacciner kan opbevares tættere på familierne, bliver det lettere at nå ud til børnene i de mindste landsbyer i tide. Så bliver færre børn overset, og flere kan få den beskyttelse, de har brug for.
Samtidig sikrer UNICEF elektrisk kølede kasser til biler og motorcykler – og droner – så medicin og vacciner kan fragtes hele vejen ud ad de mindste veje til de små sundhedsklinikker og stadig beholde deres effekt.
Teknologi, der gør en forskel
Årets projekt handler også om at bruge teknologi på en måde, der gør sundhedssystemet bedre i praksis:
Sundhedsarbejdere på de små klinikker får tablets, så de kan registrere og følge børns sundhedsdata i realtid. Det gør det lettere at holde overblikket og sikre bedre kvalitet i indsatsen.
For UNICEF er teknologi og innovation en vigtig del af løsningen.
Her spiller Danmark en særlig rolle, fordi UNICEF’s globale forsyningscenter – det store ’Verdenslager’ – faktisk ligger midt i København. Verdenslageret rummer mængder af udstyr og nødhjælp – selv materialer til nødskoler – der kan sendes kloden rundt med kort varsel. Og det er også maskinrummet bag mange af UNICEF’s innovative løsninger som gør det muligt at redde liv og give børn i udfordrede egne af verden en bedre fremtid.
Lokale kræfter løfter indsatsen
Teknologi kan ikke stå alene. Derfor er en vigtig del af årets projekt i Rwanda også at styrke de mennesker, der hver dag møder børnene og familierne tæt på.
I Rwanda bliver sundhedsarbejdere uddannet i at levere bedre behandling, håndtere vaccinerne til børn korrekt og følge op på familierne.
Samtidig engageres lokale unge som frivillige. De er med til at samle familier om sundhed, skabe dialog i lokalsamfundene og inddrage fædre i at tage mere aktivt del i børns trivsel og udvikling. Det sker blandt andet gennem fælles aktiviteter og traditioner som Umuganda og forældremøder
Rent vand giver en tryggere hverdag
Adgang til rent vand er også helt afgørende for børns sundhed. Også her er der sket store fremskridt i Rwanda, men det er stadig et problem mange steder, der er lidt afsides.
Derfor arbejder årets projekt i Rwanda også med at udvikle bæredygtige vandløsninger, blandt andet ved hjælp af boringer og solenergi. Særligt i et af de fem distrikter, hvor UNICEF i forvejen sætter ind med vacciner og sundhedsløsninger.
Mødre og piger bliver inddraget i at placere og designe vandposterne, så de passer til deres behov. Det er nemlig ofte dem, der står for at hente vand i hverdagen, og når vandet kommer tættere på hjemmet, frigiver det meget tid til skole, arbejde og fællesskab.
Rent vand gør ikke kun hverdagen lettere. Det sænker også markant risikoen for en række sygdomme, så børn får bedre vilkår for at vokse op sunde.
Fakta om UNICEF
- UNICEF er verdens børneorganisation, der med et FN-mandat arbejder i mere end 190 lande for at beskytte børns rettigheder og skabe varige forbedringer i deres liv.
- UNICEF har et juridisk og moralsk fundament: FN’s Børnekonvention er rammen for alt, hvad vi gør. Vores arbejde spænder fra oplysning om børn til nødhjælp og langsigtet udvikling for børn.
- UNICEF er til stede før, under og efter krig og kriser. Vi leverer både akut livreddende hjælp og langsigtede løsninger inden for sundhed, ernæring, uddannelse, rent vand og beskyttelse af børn. Vi arbejder efter princippet “build back better”, så samfund kan genopbygges stærkere og mere bæredygtigt.
- Hos UNICEF lytter vi til børn og unge og arbejder for, at deres stemmer bliver hørt – både globalt og her i Danmark, hvor vi samarbejder med skoler, kommuner og beslutningstagere.
- UNICEF’s arbejde er baseret på frivillige bidrag, som vi modtager fra private, virksomheder, fonde og regeringer. Når vi modtager støtte, forpligter vi os at redde og forbedre børns liv – samt at bruge hver krone ansvarligt, effektivt og gennemsigtigt.
Disse FN-verdensmål støtter projektet
Mål 3: Sundhed og trivsel. Projektet sikrer bedre adgang til vaccinationer ved at styrke sundhedsposter og ved at installere solcelledrevne køleskabe og digitale løsninger.
Mål 5: Ligestilling mellem kønnene. Kvinder og piger inddrages i placering og design af nye vandposter – og fædres rolle i børns sundhed styrkes.
Mål 6: Rent vand og sanitet. Projektet udvikler bæredygtige vandforsyninger, så flere familier får adgang til rent vand tættere på hjemmet.
Mål 7: Bæredygtig energi. Der anvendes solenergi til både opbevaring af vacciner og drift af vandløsninger i områder uden stabil strøm.
Mål 17: Partnerskaber for handling. Projektet skaber samarbejde mellem lokalsamfund, myndigheder og UNICEF, hvor globale løsninger tilpasses lokale behov.