Ansøg inden 1/7: 50 gratis skolebesøg om drikkevand
UNICEF Danmark tilbyder i samarbejde med Grundfos 50 klasser et engagerende skolebesøg, hvor eleverne lærer om sundhed og adgang til rent drikkevand gennem leg, bevægelse og refleksion.
Besøget er målrettet 2.–5. klasse og kan bruges både som optakt eller afrunding på jeres temaarbejde.
NB: Kun til skoler, der gennemfører en periode med U-landskalenderens materiale.
Besøget giver eleverne et nærværende indblik i en problemstilling, der stadig er vigtig for mange børn i Rwanda hver eneste dag – særligt i afsides dele af landet.
Eleverne oplever, hvordan det at slukke sin tørst i rent vand kan være en udfordring. Og de bliver samtidig inspireret til selv at gøre en forskel i deres hverdag, både derhjemme og på skolen.
Hvad får I?
Et undervisningsforløb på ca. 2 timer, hvor eleverne ikke bare lytter. De deltager aktivt og lærer med hele kroppen. De kommer bl.a. til at:
- Eksperimentere med vandrensning.
- Prøve kræfter med at transportere vand under udfordrende forhold.
- Arbejde med konkrete løsninger til at spare på vandet.
- Reflektere over deres eget vandforbrug og handlemuligheder.
Praktisk
- 50 skoler kan få et gratis besøg. Hvert besøg er til én klasse.
- Arrangør: Besøgene gennemføres af UNICEF Danmark i samarbejde med Grundfos.
- Målgruppe: 2.-5. klasse.
- Periode: Besøgene gennemføres mellem oktober og december 2026.
- Varighed: Ca. 120 minutter.
- Materialer: Vi medbringer alt, hvad der skal bruges.
- Klasserne udvælges ved lodtrækning.
- Sådan ansøger I: Ansøg inden 1. juli på linket nedenfor.
Ansøg her før 1. juli – hos UNICEF Danmark
Forudsætning: Besøgene tildeles klasser, der arbejder med U-landskalenderens undervisningsmateriale om Rwanda (trykt eller digitalt).