Opgaver og oplevelser for små og store – grydeklart til mange fag
Spændende historier, masser af faglighed og kreativitet. Materialet indeholder alt, hvad du skal bruge til et varieret, sjovt og lærerigt forløb om Rwanda og om børnenes liv der. Få overblikket over alle opgaverne her.
Læs nedenfor om årets opgaver til
I materialet finder du et grydeklart forslag til et spændende grundforløb, faglige opgaver og miniforløb, som du kan supplere med. Alt er tilrettelagt med niveaudifferentiering, så både elever i 1.-2. klasse og 3.-5. klasse kan være med.
Opgaverne er klar til brug med trin-for-trin-beskrivelser og lægges som printvenlige opgaveark i hjemmesidens Opgavebank. De er klar i starten af oktober 2026.
Fagligheden er bundet op på kompetencemålene
Vi tilstræber at holde høj faglig kvalitet og relevans i alle opgaverne. I lærervejledningen får du et samlet overblik over de kompetencemål, hver opgave tilgodeser. Og i hvert enkelt opgaveark får du desuden en detaljeret oversigt over de kompetencer, opgaven understøtter.
Grundforløb og fagopgaver
De fleste lærere bruger materialet over flere uger i et eller flere fag – eller til tværfaglige temauger. Men man kan også sagtens nøjes med at plukke i opgaver og aktiviteter efter behov.
Opgaverne er lavet, så de frit kan kombineres
I lærervejledningen får du et forslag til et godt og varieret grundforløb – plus overblik over alle de fagopgaver og miniforløb, du kan plukke i og udbygge dit forløb med, som det passer bedst hos jer.
Lærervejledningen og hjemmesiden rummer alt, hvad du skal bruge. Og alle opgaver er koblet til filmene, til hjemmesidens aktiviteter og til elevbogens fortælling, så der er sammenhæng i stoffet for eleverne.
Opgaverne indeholder en blanding af faglige og kreative aktiviteter, oplæg til diskussioner og arbejde med at researche og formidle stof.
Til Dansk:
Mette Finderups rørende fortælling 'Febervild' er afsæt for flere af de danskfaglige opgaver. Eleverne kan bl.a. arbejde med fortællingens karakterer, og de kan genfortælle med illustrationer fra historien. I et særligt opgaveark er der forslag til gode spørgsmål og samtaletemaer, der knytter sig til historien kapitel for kapitel.
I kan opføre læseteater i klassen – evt. med stangdukker, som I finder skabeloner til i materialet – på baggrund af de tre læselet-fabler fra Rwanda, som Mette Finderup også har skrevet til elevbogen. Alle figurerne fra de tre fabler findes i materialet lige til at klippe ud og farvelægge og montere på blomsterpinde.
Eleverne kan også lave deres egne digitale fotohistorier eller lave en 'Børnenes Egen U-landskalender', som de bagefter kan sende til fx forældrene eller venskabsklassen. Det er en sjov, faglig aktivitet, hvor eleverne går på opdagelse, udvælger, disponerer og præsenterer et stof. Læs mere om web-værktøjerne her.
Den aktivitet kan du på mellemtrinnet udvide med et scenariebaseret miniforløb om kommunikation. Her lærer eleverne med enkle øvelser at arbejde med målgrupper, at disponere og at skrive en god overskrift og billedtekst.
På hjemmesiden og i elevbogen kan I arbejde med læsning med forskelligt lix og genre – fagtekster i små bidder, multimodale tekster og skønlitterære tekster – mange af dem med læsestøtte (oplæsning på hjemmesiden og skærmbøger med højtlæsning).
I kan også komme helt tæt på hverdagen for tre ret forskellige rwandiske børn på den righoldige temaside 'Rwandas børn'. Hvert af børnene er her portrætteret med små film, vennebøger og fotos. Der hører også en god opgave til. Læs mere om Rwandas børn her.
Endelig kan eleverne gå på opdagelse i, hvad der er meningen bag årets projekt i Rwanda, og hvordan det kommer til at gøre en forskel for børnene dér. Det sker i børnehøjde og gennem små videoklip, billeder og korte tekster – på temasiden om årets projekt. Den er lavet af UNICEF Danmark. Læs om temasiden her.
I Rwanda har de en gammel tradition for, at folk mødes for at hjælpe hinanden med at passe på deres lokalområde. Det kaldes umuganda. I dag har Rwanda gjort den sidste lørdag i måneden til en fælles national arbejdsdag, hvor folk bl.a. samler affald, planter træer, reparerer veje og vedligeholder skolen. Derfor finder du i år også et forslag til at holde en umuganda-dag på jeres egen skole, hvor I med få midler hjælpes ad med at gøre skolen til et bedre sted at være.
Til Natur/Teknologi:
Rent vand er et hovedtema i årets materiale om Rwanda, og der er flere opgaver og udfordringer, som handler om netop dette. I kan lave jeres egen regnmåler, I kan rense vand og I kan undersøge, hvordan vand og sundhed hænger sammen.
En andet centralt emne i Rwanda er at få vacciner helt ud til de enkelte landsbyer. Det foregår ved hjælp af en kølekæde - et system, der sørger for, at vacciner hele tiden holdes kolde nok – fra fabrikken, gennem transport og lagre, og helt ud til den klinik eller sundhedspost, hvor de gives til mennesker. Kan I lave jeres egne kølekæder på skolen?.
Bananer er en vigtig fødevare for mange rwandere. I opgavebanken finder I en opgave, hvor eleverne undersøger, hvordan bananer modnes under forskellige forhold, og hvad der sker med bananernes udseende, smag og konsistens undervejs i processen.
Langt de fleste familier i Rwanda laver mad på glødende trækul. Men hvor kommer trækul egentlig fra og kan man selv lave det? Det undersøger og eksperimenterer I med. Og så kan kullene bruges til at tegne med.
Dyrebiografier om bjerggorillaer: De store gorillaer findes kun i et fælles grænseområde mellem Rwanda, Uganda og DR Congo. Eleverne fordyber sig i at lave dyrebiografier om dem og kan samtidig lære at tegne både gorillaer og andre dyr med en trin-for-trin guide som støtte.
Der er også N/T-opgaver til arbejdet med U-landskalenderens to web-værktøjer, hvor eleverne laver digitale fotohistorier og lågekalendere: Disse opgaver fokuserer på menneskers levevilkår i landsbyen, ved Kivu-søen og i hovedstaden Kigali.
N/T-opgaverne er baseret på 'IBSE-metoden', hvor eleverne både skal reflektere og selv være aktive. De bliver sat ind i en problemstilling, de skal opstille hypoteser og selv undersøge, hvordan de fungerer i praksis. Metoden er motiverende og god til at differentiere undervisningen, fx mellem de mere teoretisk og mere praktisk stærke elever.
Til Matematik:
I arbejder med geometriske figurer med udgangspunkt i Rwandas traditionelle imigongo-mønstre.
I kan desuden arbejde med etnomatematik og regnehistorier, som tager udgangspunkt i forskellige aspekter af livet i Rwanda, som eleverne også møder andre steder i materialet.
Til Billedkunst og Håndværk og Design:
Imigongo er rwandisk kunst lavet af tørret komøg, som formes i geometriske striber og spiraler og bagefter males i smukke mønstre. I det store imigongo-værksted prøver I kræfter med former, farver og materialer og skaber jeres egen lille imigongo-by - dog uden brug af komøg! Opgaven er designet, så I også kan inddrage matematik.
Desuden kan I lære at tegne nogle af de store dyr, som lever i Rwanda, i en enkel tegneskole: Gorillaen, leoparden, zebraen og giraffen.
Arbejd også kreativt med at lave foldebøger. I opgavearket er der forskellige foldeteknikker og forslag til temaer, I kan arbejde med.
Endelig vil der være et opgaveark med helt simple klippe-klistre opgaver, lige som vi laver en malebog med illustrationerne fra elevbogens fortælling 'Febervild'.
Til Madkundskab:
I Madkundskab eller som del af en festlig afslutning kan eleverne være med til selv at lave nogle nemme retter fra Rwanda. I får opskrifter, som er enkle og lige til at gå til med for eksempel bananer, søde kartofler, bønner og majs.