Opgaver med leg og bevægelse, mad, musik, matematik, billedkunst og kreativitet
Materialet indeholder en række opgaver med sjove aktiviteter, hvor I også arbejder fagligt med billeder, formgivning, matematik, musik og mad – alt sammen inspireret af Rwanda og årets temaer. Flere opgaver er lagt an til tværfaglighed.
Alle opgaver tager udgangspunkt i fænomener, som eleverne møder i årets materiale om Rwanda: Farver og former, dyr og natur samt leg, håndværk og byliv. Opgaverne er differentieret, så de rummer aktiviteter til både små og store.
Du finder alle opgaverne beskrevet trin for trin i Opgavebanken her på hjemmesiden.
Det store imigongo-værksted: Imigongo er en traditionel rwandisk kunstform – oprindeligt med mønstre, der formes som relieffer af komøg blandet med aske, og som bagefter males i sort og hvid samt grå, røde, gule og brune nuancer. I denne opgave arbejder eleverne med imigongo-inspirerede mønstre fra Rwanda og kobler billedkunst og matematik. De formgiver i ler, de maler, de arbejder med geometriske mønstre og kan også skabe deres egne huse med farverige facader.
Spejling med imigongo-mønstre: Med inspiration i de geometriske former i imigongo-mønstre er her en række opgaver med fokus på at fortsætte et mønster og på at spejle figurer.
Regnehistorier fra markedet: Eleverne arbejder med regnehistorier om at gå på markedet i Rwanda.
Design et dansk/rwandisk venskabsflag: Arbejd med farver og figurer i Rwandas og Danmarks flag, og lav et venskabsflag. 1. og 2. klasse kan lave flagranker, mens elever i 3.-5. klasse kan designe deres eget flag.
Nem mad fra Rwanda: Gå i køkkenet med eleverne og lav enkle og traditionelle småretter fra Rwanda.
Tegn dyr, prøv tegnediktat og lav bogmærker: Lær at tegne tre af Rwandas dyr i fem helt enkle trin: Bjerggorilla, inyambo-ko og flyvende hund. Bagefter kan I lave bogmærker med tegningerne.
Dans med os: Kom med til KTY-dansestudiet i Kigali og mød en ung danselærer, der viser en sjov og sej dans med få moves, som alle kan lære.
Leg mabigibigi: En populær leg blandt børn i Rwanda – en slags danse-konkurrence, hvor det gælder om at være hurtig. Se, hvordan de rwandiske børn gør – og prøv det selv!
Vandstafet: Prøv, hvordan det føles at fragte tunge vanddunke over bakketoppe, stejle trapper og hullede veje. Lav en stafetbane og dyst i, hvem der kommer hurtigst frem!
Umuganda-dag på skolen: Umuganda er en rwandisk tradition for fælles arbejde, hvor man den sidste lørdag i måneden samles for at rydde op, plante træer, reparere ting eller på anden måde forbedre lokalområdet. Lav jeres egen umuganda-dag på skolen.
Syng og dans med Hr. Skæg og Motor Mille: Syng med på musikvideoen fra Ramasjang til de yngste. I det tilhørende opgaveark finder du teksten. Og der er en ’Dansemix’-video med instruktion til selv at danse med.
Læs mere her:
Find beskrivelsen i lærervejledningen på side 41 og 42. Hvis du ikke har en trykt udgave, kan du se dem som PDF her.
Opgaver til Leg, bevægelse og kreativitet (uddrag af lærervejledning som pdf)