Opgaver til Dansk
Materialet rummer masser af gode danskfaglige aktiviteter. Bl.a. læsning på flere niveauer, genfortælling og læseteater med stangdukker, fotohistorier og foldebøger, et miniforløb om børneportrætter og et om kommunikation – og meget andet.
I materialets danskfaglige aktiviteter kan I bl.a. arbejde nærmere med elevbogen på flere måder, med digitale fotohistorier og en interaktiv ’Børnenes Egen U-landskalender’ og meget andet. Opgaverne passer godt sammen med årets bog og med årets film i Filmbanken. I kan også frit kombinere med materialets andre opgaver – fx leg og bevægelse, madlavning og kreative opgaver, der alle handler om de samme tematikker.
Læsetræning i ’Febervild’ af Mette Finderup: Elevbogen inviterer til danskfaglig fordybelse og arbejde med læsetræning. Hovedfortællingen er til selvlæsning fra 3. klasse. De tre små eventyr er letlæsning til de mindste klassetrin. Alle findes de også som web-bøger (ligger på siden ’Opdag Rwanda’) og som lydbøger. Bogen rummer desuden masser af spændende faktastof i små bidder.
Forslag til samtaler: Her kan du finde inspiration til samtaler om hvert enkelt kapitel i ’Febervild’. Emnerne er udvalgt af Mette Finderup selv.
Genfortæl ’Febervild’: Her får du et udklipsark med billeder fra historien, som du kan bruge på forskellige måder til en øvelse, hvor eleverne skal genfortælle handlingen. Der er både opgaver til 1.-2. klasse og 3.-5. klasse.
Læseteater i klassen – eller teater med stangdukker: Vi har omsat Mette Finderups tre små eventyr fra elevbogen til dialog med lav lix. Så kan I opføre dem som læseteater i klassen – eller for forældrene. I opgavearket ligger desuden store tegninger til flotte dukker til alle rollerne, så I også kan opføre det som stangdukke-teater.
Lav flotte fotohistorier eller en digital kalender: Eleverne formidler deres nye viden om Rwanda ved at lave digitale fotohistorier eller en interaktiv kalender. Resultatet kan sendes eller vises til fx forældrene eller en venskabsklasse. Eleverne undersøger, læser, udvælger, disponerer, skriver og præsenterer. Værktøjerne ligger på hjemmesiden og er nemme at arbejde med. Alle de vigtigste tekster kan læses højt, så også de mindste kan være med.
Malebog: Her finder du nogle af illustrationerne fra ’Febervild’ i en udgave, som eleverne selv kan farvelægge. Brug dem, mens der læses højt i klassen, eller til de elever, som kan have brug for en lille pause.
Lav en fakta-foldebog om Rwandas dyr: Med foldebøger kan eleverne lave et fagligt og kreativt produkt, hvor de både kan udtrykke sig i ord og billeder, form og rum.
Lær om årets projekt: Årets organisation UNICEF Danmark har lavet en flot temaside – ’Ideer redder liv’ – her på hjemmesiden. Den giver eleverne et godt indblik i, hvad årets projekt egentlig handler om, og hvorfor det gavner børn og unge i Rwanda.
Mød Rwandas børn: Mød Keza, Florence og Theobard og få et indblik i de tre børns hverdag i Rwanda. Gennem korte film, billeder, vennebøger og tidshjul undersøger eleverne ligheder og forskelle mellem deres eget liv og livet for børn i Rwanda – fra familie, skole og fritid til vand, sundhed og daglige pligter. Find temasiden med børneportrætterne her på hjemmesiden under ’Rwandas børn’.
Sådan fik de fred igen i Rwanda: Hvordan kan et land finde vej til fred efter en voldsom konflikt? I dette opgaveark er der forslag til, hvordan eleverne kan arbejde med, hvordan Rwanda er gået sine helt egne veje i en stor indsats for at skabe fællesskab, forsoning og fred efter folkedrabet på tutsierne i 1994. Opgaven er tilrettelagt for indskoling og mellem trin og med særligt fokus på tryghed og samtaler om, hvordan eleverne selv kan passe på fællesskabet.
Miniforløb om kommunikation til 3.-5. klasse
Her lærer dine elever en masse om kommunikation – tilrettelagt på en konkret, sjov og scenariebaseret måde med fire gode opgaver. Eleverne lærer med sjove og helt enkle øvelser både om målgruppe, disponering, overskrifter, billedtekster og markedsføring. Opgaverne er lavet af kommunikationsfolk i samarbejde med danskkonsulenter. Eleverne omsætter også deres nye viden i et flot slutprodukt: Deres helt egen digitale lågekalender, der kan sendes til familien, handler om årets land og bliver endnu bedre med den nye indsigt.
- Hvem er målgruppen: Med tre sjove øvelser lærer eleverne, hvordan man fortæller til en målgruppe.
- Lav gode overskrifter og billedtekster: Eleverne lærer om gode overskrifter og den vigtige billedtekst, der både skal fortælle en historie og spille sammen med et foto.
- Lær at disponere: Med enkle øvelser lærer eleverne, at man kan udvælge stof, gruppere det i emner og finde en god rækkefølge.
- Børnenes egen U-landskalender: Eleverne producerer deres egen digitale lågekalender, hvor de bag lågerne formidler om årets land – i form af fotos, overskrifter og billedtekster. Kalenderen skal laves til en målgruppe, fx forældrene eller en venskabsklasse. Modtagerne får adgang til at se kalenderen på computer eller mobil, hvor de kan åbne lågerne.
Læs mere her:
Find beskrivelsen af danskmodulerne og kommunikationsforløbet i lærervejledningen på side 36-44. Hvis du ikke har en trykt udgave, kan du hente den som PDF her.
Opgaver til dansk (uddrag af lærervejledning som pdf)